Lægefaglige mission med Operation Smile

Vi får mulighed for at rejse med Operation Smile på en af deres lægefaglige missioner til byen Vijayawada i det sydlige Indien.

En flok på næsten 80 personer fra forskellige lande mødes i Delhi. Stemningen er positiv og forventningsfuld. Mange af de frivillige har været af sted flere gange, og det varer ikke længe, før vi forstår hvorfor.

Vi flyver til byen Vijayawada, som har omkring en million indbyggere. Allerede på busturen til vores hotel får vi masser af indtryk. Kontrasterne er enorme. Blandt fine stormagasiner går mennesker og reder op til natten under presenninger.

Dagen efter tager vi hen på sygehuset, hvor Operation Smile har til huse i denne uge. Det er et stort sygehus, og vi møder de medicinstuderende, som skal tolke for os og hjælpe med de praktiske gøremål.

Operation Smile følger en gennemarbejdet proces, når de er ude på opgaver. Den første dag er screeningdag for de familier, der er rejst hertil i håb om, at deres barn kan blive opereret. Der er allerede gjort klar på de forskellige stationer, som alle skal besøge i forbindelse med screeningen, og de frivillige holder et hurtigt morgenmøde på deres respektive stationer. Vi får at vide, at de forventer, at der vil komme cirka 150 personer, men det er altid svært at vide i forvejen.

Selvom det er tidligt om morgenen, er det allerede 30 grader varmt udenfor. Heldigvis er der loftsventilatorer inde på sygehuset. Klokken lidt over otte begynder de første familier at dukke op i venterummet. Langsomt, men sikkert, fyldes rummet af flere og flere børn, som får hjælp til at finde rundt til de forskellige stationer, som Operation Smile har stillet op.

Alle oplysninger om barnet samles i en gul mappe, som mærkes med et nummer. Barnet får et klistermærke med det samme nummer sat på tøjet for at gøre det nemmere at se, hvilken patient der hører sammen med hvilken mappe. Det hele virker meget velstruktureret, og det slår mig, hvor gode de mange frivillige er til at samarbejde for barnets bedste, selvom de kommer fra vidt forskellige lande med forskellige kulturer. Teamwork, når det er bedst!

Dagen er lang, og børnene og deres familier må vente i mange timer på sygehuset. Vi blæser sæbebobler, tegner og leger med balloner med børnene. Mange kommer hen til os og vil hilse og tage ikke bare ét men mange billeder sammen med os.

Vi får mulighed for at følge nogle af børnene fra station til station og høre lidt om, hvordan de har fået information om, at Operation Smile er i byen, hvordan de er kommet hertil, og hvilke forhåbninger de har for deres barns fremtid. HER kan du læse Rahouls historie og HER kan du læse Jaishinikas historie – fra vi møder dem første gang til screeningen, og frem til de tager hjem efter operationen med nye smil og nye muligheder i livet.

Alle, der kommer til screening, går rundt til de forskellige stationer og får deres egen journal. Den kan også være en hjælp i de tilfælde, hvor barnet ikke opfylder alle kriterierne for en operation lige nu. Barnet kan for eksempel lide af en infektion, have feber eller veje for lidt, hvilket kan være meget farligt, når man skal opereres. Så kan de komme tilbage, næste gang Operation Smile er i byen og forhåbentlig få mulighed for at blive opereret.

Et af de fineste minder, som jeg tager med hjem fra denne dag, er mødet med en lille pige med læbespalte, som var meget underernæret. Hun blev madet med ske af sin mor og havde utroligt svært ved at spise, og hun var desuden meget lang tid om at få mælken i sig. Ved hjælp af en tolk forklarede jeg hendes forældre, at de kunne prøve at bruge MAMs CLAPA-flaske, som har en flaskesut, der er specialdesignet til børn med læbe- og ganespalte. Den lille pige accepterede flasken med det samme og drak i store drag! Det var meget rørende at se. Nu krydser vi fingre for, at de kommer tilbage næste gang, så hun kan blive opereret. 

Den her lille charmetrold fik også mulighed for at prøve CLAPA-flasken, eftersom hun havde svært ved at sutte på en almindelig flaskesut. Hjælpemidler, som mange af os tager for givet, er ikke en selvfølge for alle, og derfor føltes det ekstra dejligt at hjælpe disse børn og forældre.

I de efterfølgende dage er vi på sygehuset og får lov til at overvære flere operationer. Der er fem operationsborde, og man forventer, at de forskellige teams i alt kan nå cirka 20 operationer om dagen. Kirurgerne er utroligt dygtige, og operationerne er relativt enkle og tager ikke mere end 1-2 timer. Operationen giver ikke bare barnet et nyt smil, men et liv med helt nye muligheder. Mange børn med læbe-, kæbe- og ganespalte har svært ved at spise og tale ordentligt og bliver derfor udstødt. Derfor er det så vigtigt, at de får hjælp!

Børnene og deres familier kan sove på patienthjemmet, som ligger lige ved siden af sygehuset. Det er en stor sal med en masse madrasser på gulvet. Familierne får mad og vand, mens de er der. Loftsventilatorerne snurrer hektisk og skaber en smule cirkulation i varmen.

Natten inden deres operation bliver børnene indskrevet på afdelingen og får i stedet lov til at sove på sygehuset. Så kan personalet sørge for, at de ikke spiser og drikker inden operationen og give dem smertestillende medicin, lige inden de går op til operationsafdelingen. Her kommer de også ind, når de vågner efter operationen.

Det er utroligt gribende at møde familierne og høre om deres baggrund og rejse. Det er svært at holde tårerne tilbage, når de ser deres barn første gang efter operationen – glæden og lettelsen er ubeskrivelig!

Efter en uges besøg vender vi hjem med kufferten fyldt med indtryk. Det er ikke svært at forstå, hvorfor de frivillige gerne tager af sted igen og igen. Der opstår et utroligt sammenhold på teamet. For os, der har været med som gæster, er det fantastisk at se, at de penge, vi har været med til at indsamle til Operation Smile, virkelig gør en kæmpe forskel for disse familier.

Bambino MAM har sin egen indsamlingsside HER, hvor du kan skænke penge, som går ubeskåret til Operation Smile. Derudover har vi MAM SMILE, som er en kollektion med specielle sutter, der støtter Operation Smiles arbejde. Vores mål er at bidrage med 100 operationer – sammen kan vi forandre liv.

Tak for dit bidrag! Din gave gør en forskel.

Seneste indlæg

Populære indlæg