Typiske graviditetsgener

Det kan være helt vidunderligt at være gravid, men for en del vordende mødre fører de mange forandringer i kroppen og den ændrede hormonbalance til en hel del gener.

Det er langt fra alle, der oplever gener, men det er ganske almindeligt, og de kan optræde i perioder. Jeg er blevet opfordret til at skrive om bækkenløsning og andre klassiske graviditetsgener. Hvorfor får man dem og ikke mindst: Hvad kan man gøre for at lindre dem? Husk, at det er DIG, der er ekspert i din egen krop. Rådene er generelle! Tal altid med din jordemoder, hvis du er bekymret eller har mange gener.

Træthed
Det måske mest klassiske symptom og det, som rigtig mange oplever som det mest belastende. Ofte er trætheden værst i starten og i slutningen af graviditeten. Det klassiske råd er at HVILE, og det er også vores bedste råd, selvom det kan være svært. Prøv at lytte til kroppen og tage den med ro. Kroppen gennemgår store forandringer og arbejder lige nu på højtryk med det lille voksende liv i maven. Ofte er det nemmere at hvile, når man venter sit første barn – har man børn i forvejen, kan det være sværere. Prøv at få hjælp af andre. Kan børnene lege lidt hos naboens børn? Er der en bedsteforælder, der kan hjælpe til med at købe ind? Overvej også at slække på dine egne krav – der er meget, man ikke behøver at gøre 🙂

Kvalme og opkastning
Mange får det dårligt (især om morgenen) og kaster måske også op, især i starten af graviditeten. Det kan hjælpe at spise en lille smule, fx salte kiks, inden man står op om morgenen. Nogle gravide får det dog så dårligt, at de er nødt til at blive indlagt på hospitalet. En lille trøst kan dog være, at det ikke er sikkert, at man får det lige så dårligt under efterfølgende graviditeter.

 Halsbrand
Når du er gravid, slapper kroppens glatte og autonomt styrede muskulatur af. Det kan medføre, at du får problemer med halsbrand og forstoppelse. Det kan hjælpe lidt at holde sig fra kaffe og stærkt krydret mad og undlade at spise lige inden sengetid. Der findes også håndkøbsmedicin, som kan hjælpe.

Hvis du får problemer med forstoppelse, er det en god ide at spise svesker og fiberrigt brød og drikke meget vand. Prøv at gå en kort tur hver dag – kroppen har godt af at røre sig, og det hjælper som regel også maven med at komme i gang.

Bækkenløsning
Når du er gravid, producerer kroppen blandt andet hormonet relaxin, som blødgør ledbånd og bindevæv, så de bliver mere bevægelige. Relaxin gør bækkenet mere bevægeligt og forbereder kroppen til selve fødslen. Bækkenløsning kan føre til ubehag og i perioder gøre meget ondt. Som regel kan det mærkes i lænden eller på forsiden af bækkenet.

Selvom det gør ondt, findes der træning og øvelser, som du kan lave:

  • Det er som regel mindre smertefuldt at træne i vand, og kroppen bliver meget let.
  • Cykling er en skånsom træningsform.
  • Rygsvømning eller crawl er mere skånsomt end brystsvømning, eftersom man har benene samlet.
  • Lettere styrketræning af overkroppen eller øvelser, hvor du har begge fødder solidt plantet på jorden. Fx knæbøjninger.

Der er også øvelser, som du ikke bør udføre, når du lider af bækkenløsning:

  • Store udfald med benene (tag hellere korte end lange skridt, når du går)
  • Undgå trapper og stejle bakker, hvor du får en ujævn belastning.
  • Sidelæns benbevægelser

Det er meget individuelt, hvor meget man føler, at man orker, og hvilke bevægelser, der gør ondt. Mærk efter, hvad der fungerer for dig, og lyt til din krops signaler. Få også hjælp af en fysioterapeut, som kan vise dig nogle gode øvelser. De kan normalt også hjælpe dig med at prøve et bækkenbælte, som “holder sammen” på bækkenet, hvilket kan føles behageligt.

 Hævede ben og fødder

Det er helt normalt, at ben og fødder føles tunge og hævede, når du er gravid. Det kan føles, som om alt blodet løber ned i benene. Mit tip er at prøve støttestrømper! De kan købes på apoteket eller på nettet, men du skal sørge for at prøve dem, så du får den rigtige størrelse, der giver den optimale støtte. Det kan også være rart at sidde med benene oppe.

Seneste indlæg

At vente barn igen

Som flergangsfødende har du lidt bedre styr på, hvad der venter, og det kan gøre, at du føler dig...

MAM Baby Diary App

Med MAM Baby Diary-appen kan du enkelt dokumentere alle de særlige øjeblikke i dit barns liv og holde styr...

Populære indlæg

At vente barn igen

Som flergangsfødende har du lidt bedre styr på, hvad der venter, og det kan gøre, at du føler dig...

Indkøbslisten

MAM-produkter til nyfødte børn Der findes et væld af produkter, som man får tips om, når man skal have sit...