Når ens barn græder intensivt og utrøsteligt i flere timer, føler mange forældre sig både hjælpeløse og trætte. Holder det aldrig op? Samtidig er man som forælder også urolig for sit barn, og man vil gerne finde en årsag til gråden, så man kan hjælpe og berolige barnet.
Alle små børn græder, men nogle græder mere end andre. I barnets første tre måneder græder de i gennemsnit et par timer i døgnet. For barnet er det en måde at udtrykke sig på og påkalde sig forældrenes opmærksomhed. Gråden kan skyldes, at barnet er sultent, træt eller trænger til at få skiftet ble, men det kan også bare være: Jeg vil være tæt på dig! Gråden kan nogle gange være spædbarnskolik, som hvert femte til tiende barn i Skandinavien har. Mange forældre er urolige for, at deres barn har kolik. Der er tale om kolik, når et (i øvrigt sundt) barn græder voldsomt, utrøsteligt og intensivt i mindst tre timer i træk i løbet af et døgn mere end tre dage om ugen. Ofte er der et mønster, hvor barnet har perioder med gråd om aftenen. Den mest intensive kolikperiode er som regel, når barnet er 6-8 uger. Kolik er ikke en sygdom eller noget, der er farligt, og det går over af sig selv, som regel når barnet er tre til fire måneder gammelt.
Man ved desværre stadig ikke, hvad der forårsager kolik, hvilket kan være meget frustrerende, når man er forælder til et kolikbarn. Det kan virke, som om barnet har ondt i maven, eftersom kolikbørn ofte bliver helt røde af anstrengelse og trækker benene op mod maven, og der kan endda være en rumlen fra gasser i den lille mave. Der findes teorier om, at barnet har en umoden mave- og tarmkanal eller har kramper i maven. Uanset hvorfor barnet græder, har de brug for nærhed, så de kan mærke, at deres forælder reagerer på deres signaler. Det vigtigste er, at man altid er opmærksom og får udelukket, at barnet lider af en sygdom eller har ondt, fx på grund af ørebetændelse. Du kan altid spørge din sundhedsplejerske eller børnelæge til råds, hvis du er bekymret.
Jo bedre man lærer sit barn at kende, desto nemmere bliver det at forstå, hvad barnets gråd betyder, og hvad lige netop dit barn kan lide og trænger til for at falde til ro. Ofte vil barnet gerne op i favnen, være tæt på dig og gerne have kontakt hud mod hud.