Tips til amning

Mange nybagte mødre oplever, at de ikke får nok information om amning – hvordan man gør, at det kan være besværligt, og at det kan gøre rigtig ondt – og ikke ved, hvor de skal henvende sig for at få hjælp, hvis de har problemer med amningen. Du skal endelig ikke tøve med at kontakte din sundhedsplejerske eller ammerådgiver for at få den hjælp, du har brug for.

Hvis du vælger at amme dit barn, skal du huske, at både du og dit barn er nybegyndere og har brug for tid til at øve jer sammen. Selvom du har ammet før, er alle børn forskellige, og man har brug for at lære sammen.

Inden du begynder at amme dit barn, er det vigtigt, at du forsøger at slappe af, og det er en god idé at sørge for at skabe så rolige og stressfri omgivelser for dig og barnet som muligt. Der findes forskellige ammestillinger, som din sundhedsplejerske gerne viser dig: siddende, halvt liggende og liggende. Det kan være rart at skifte stilling, og det er vigtigt, at du føler, at du kan slappe af, så du ikke spænder i kroppen. Stress, uro og smerte får kroppen til at producere adrenalin, som kan hæmme uddrivningsrefleksen og mælkeproduktionen. Tænk på, at du ikke skal føre brystet til barnet, men barnet til brystet. Det gør det nemmere for barnet at sutte og for dig at finde en behagelig ammestilling.

Hold gerne barnet hud-mod-hud så ofte som muligt, og især når du ammer. Så udskilles hormonet oxytocin, som også kaldes for et “fred og ro”-hormon. At have kontakt hud mod hud er positivt af flere årsager. Blandt andet øger det mælkeproduktionen og uddrivningsrefleksen, som er med til at få mælken til at komme ud.

Barnet har en medfødt søgerefleks, som hjælper det med at finde brystet. Hvis du rører ved barnets kind, vender det sig den vej og begynder at søge efter brystvorten. Det kan være en hjælp, når du skal i gang med at amme dit barn.

Læg derefter barnet ind mod din mave. Det er vigtigt, at det ligger mave mod mave, så barnet ikke ligger på siden og trækker i brystvorten. Barnets ansigt skal være vendt ind mod brystet.

Din brystvorte skal være lige over barnets overlæbe og pege mod barnets næse, da barnet vil gabe stort, så du kan føre barnet til brystet og lade det få fat i brystvorten.

Hvis barnet har godt fat, kan man ofte høre barnet drikke og sluge, og det virker veltilpas.

Hvis barnet ikke får gabt tilstrækkeligt stort om brystvorten, eller hvis du vil have barnet til at slippe, kan du forsigtigt stikke en lillefinger ind i barnets mundvig. Så slipper barnet brystvorten, og I kan prøve igen.

I starten kan det gøre ondt, når barnet sutter på brystet, og en del mødre føler et vist ubehag, når barnet får fat. Barnet sutter ofte meget intenst i starten i starten af hver amning, og det er for at få gang i uddrivningsrefleksen, som får mælken til at løbe til. Hos nogle mødre føles uddrivningsrefleksen meget kraftig, og man kan også opleve sammentrækninger, mens man ammer, da det er det samme hormon som det, der får livmoderen til at trække sig sammen efter fødslen. Det er helt normalt, at denne følelse varer ved i et par uger. Hvis du har meget ondt eller er usikker på, om dit barn har godt fat om brystet, kan du altid kontakte din sundhedsplejerske eller ammerådgiver for at få hjælp.

 

Seneste indlæg

Populære indlæg