Sove sammen eller i egen seng?

Selvom vuggedød (også kaldet pludselig uventet spædbarnsdød) er meget usædvanligt i Danmark, så sker det desværre, og mange forældre kan være urolige i den første tid. Sundhedsstyrelsen har udsendt en række praktiske anbefalinger, som mindsker risikoen for vuggedød. Et af rådene er at lade børn under tre måneder sove på ryggen i deres egen seng, men gerne i samme rum som forældrene. Man kan nemt risikere, at barnets hoved ender under en varm dyne, eller at det bliver alt for varmt for barnet at sove tæt på en voksen under den samme dyne. Hvis du vil læse mere om rådene, kan du se dem her: http://www.sst.dk/~/media/EAD5A493B8BF4B428D5BDD7207BBC705.ashx

Når barnet bliver ældre og vågner om natten, synes mange, at det er hyggeligt (og nemt) at sove sammen med barnet – med arme og ben liggende hulter til bulter i sengen. Nogle synes, at det er godt, at barnet føler sig trygt i sin egen seng og godt kan lide at falde i søvn dér. Andre forældre finder på deres egne løsninger til, hvordan de skal gøre, hvis barnet vågner om natten, fx at lægge ekstra madrasser i soveværelset og lade barnet sove på dem. Det er vigtigt for både børn og voksne at få den bedst mulige nattesøvn, og I ved bedst selv, hvad der fungerer for jeres familie, og hvad der skal til, for at I kan sove godt. 

Seneste indlæg

Populære indlæg