Jeg havde ikke drømt om, at jeg ville blive gravid igen så hurtigt. Efter at have forsøgt i årevis og gennemgået fertilitetsbehandlinger for at blive gravid med min søn Hudson, forventede jeg, at vi skulle igennem det samme med vores andet barn. Det var derfor en stor overraskelse, da jeg fandt ud af, at jeg var gravid, bare et par uger efter at jeg var blevet COO og Co-founder af NeighborSchools.
Min anden graviditet var fuldstændig anderledes end den første. Selvom jeg selvfølgelig var mere træt, fordi jeg også havde en virksomhed og en uregerlig tumling om benene, var jeg mere afslappet, følte mig mere sikker i mine beslutninger, og jeg vidste også lidt mere, om, hvad jeg kunne forvente mig af fødslen og tiden efter. Men det ændrede sig alt sammen, da jeg var i 37. uge. Her blev det klart, at covid-19 var en alvorlig risiko for os alle.
På blot nogle få uger ændrede mine aftaler med lægen sig fra at være dejlige stunder, hvor jeg lyttede til mit lille barns hjerteslag, til at jeg stod alene og nervøs i venteværelset uden at røre ved noget som helst og med stor opmærksomhed på alle ansigterne bag maskerne. Den sidste ultralydsundersøgelse, hvor jeg for første gang fik set den lilles ansigt, som ellers havde været skjult under scanningerne, var uden min mand. Da jeg nåede termin og i dagene efter, var jeg alene til undersøgelserne med overvågning af babyens hjerteslag.
Jeg ringede næsten dagligt til hospitalet for at blive opdateret på nye retningslinjer og procedurer. Ville jeg være tvunget til at føde selv? Hvor længe kunne vi blive på hospitalet? Ville de stadig kunne omskære ham, hvis vi fik en dreng? Kunne min søn eller andre familiemedlemmer komme på besøg? Hvilke forholdsregler skulle vi tage, og var der nogen risiko for mig eller babyen? Jeg lå vågen om natten og bekymrede mig om, hvad der skulle ske, og jeg havde de værste forestillinger.
Jeg forsøgte at overbevise mig selv om at være taknemmelig, og at andre var langt hårdere ramt af pandemien, men i det stille begræd jeg tabet af alt det, jeg havde forestillet mig om en lykkelig fødsel af et nyt familiemedlem, og forberedte mig på det ukendte.
Men da fødslen først gik i gang, skrumpede min verden, og jeg glemte alt om covid-19. Jeg kunne kun tænke på det lille barn, som var klar til at komme ud i verden. Da veerne blev stærkere og kom oftere, vidste jeg ikke, om jeg skulle tage på hospitalet, eller om det stadig var for tidligt, men så gik vandet, og vi vidste, at det skulle gå stærkt.
Som alle vordende mødre blev jeg undersøgt af en sygeplejerske, som tjekkede, hvor langt jeg var, og som kunne fortælle, at vores barn ville være født indenfor den næste times tid. Da vi var kommet ind på fødestuen, heppede sygeplejerskerne på mig, masserede min ryg og hentede juice og småkager til min mand, da de troede, han måske ville besvime. Min jordemor bevarede det kølige overblik og hjalp mig gennem den sidste svære fase med presseveer, hvor babyens hjertelyd faldt, og de opdagede, at navlestrengen var viklet tre gange om babyens hals. Selv da mit lille barn lå på mit bryst lettere lyseblåt og uden vejrtrækning, var personalet meget opmuntrende, mens de masserede hans små lemmer og pakkede ham ind i tæpper for at varme den lille krop op, indtil han skreg med den smukkeste lyd i verden. Alle var så glade, da de kunne fortælle, at vi havde fået en ikke helt lille dreng på knap 4,2 kg og godt 55 cm. Vi var i den syvende himmel!
Og i de knap 30 timer, vi var på hospitalet, var vi i vores egen lille lykkelomme. Det var så mærkeligt, at hele den situation, der havde fyldt mine tanker med bekymring og angst, viste sig at være så fyldt med menneskelige relationer, kærlighed og ren glæde.
Så selvom det måske ikke var præcis, som jeg havde forestillet mig det (men hvad er det i rollen som mor?), vil jeg altid huske Brooks fødsel som en smuk ledestjerne fuld af håb i en mørk og udfordrende tid.
