"Path to Parenthood" er et sjovt begreb, men beskriver ret præcist, hvad min mand og jeg har været igennem.
Vi forsøgte i et halvt år at blive gravide, og hver måned oplevedes som en lille skuffelse, når vi igen ikke var blevet det, inden vi (pga. vores alder) påbegyndte fertilitetsbehandlingen. Vi var igennem tre inseminationsbehandlinger, inden vi besluttede at påbegynde IVF-behandlingen. Jeg blev gravid efter første IVF-behandling, og vi var så spændte – og så glade, at vi fortalte det til hele familien!
Da jeg så var ca. 7 uger henne, begyndte jeg at bløde og tog til lægen for at få foretaget en ultralydscanning. Her fulgte en lang og alt for stille ultralydscanning, inden lægen sagde: "Det er jeg ked af. Du har mistet barnet." Jeg kunne ikke tro, at det var sandt. Jeg tænkte, at jeg vidste, at jeg stadig var gravid, og at lægen tog fejl. Men samtidig vidste jeg, at hvis jeg sagde det højt, ville jeg lyde skør. Det var den weekend, det var mors dag, og vi blev derhjemme, hvor vi enten græd eller bare sad helt stille.
Bare et par dage senere, hvor der var taget ekstra blodprøver, så man stigende tal, og jeg blev sendt ind til en ekstra ultralydscanning. Her kunne vi se hjerteslaget, hvilket var en kæmpe overraskelse for alle, bortset fra mig, som hele tiden inderst inde havde vidst, at jeg stadig var gravid. Vi tog begge på arbejde, og senere mødtes jeg med min søster på hendes arbejde. På vej ud af taxaen mærkede jeg en varm strøm af væske, og jeg håbede sådan, at jeg bare havde tisset i bukserne. Det viste sig at være en masse blod, og jeg kom på hospitalet med indre blødninger. Her blev jeg sendt til endnu en ultralydscanning, og denne gang fandt man intet og fortalte os, at jeg havde aborteret, og at også fosterhinden var væk.
Vi forsøgte endnu en IVF-behandling, som ikke lykkedes, inden vi skiftede læge. Dr. Nayak fra Reproductive Medicine Institute var imødekommende, venlig og havde selv gennemgået en IVF-behandling. Jeg fortalte, hvordan de tidligere behandlinger havde betydet, at jeg havde været grådlabil og været ved at gå ud af mit gode skind – og hun lyttede og stillede spørgsmål. Hun ændrede lidt på medicinen, så jeg ville få en bedre oplevelse, når vi skulle i gang med den IVF-behandling.
Vi blev gravide med vores datter Colette ved 3. IVF-behandling. Det var spændende og skræmmende og glædesfyldt og svært. Jeg havde kvalme konstant og kunne ikke holde noget i mig, men alt tydede på en normal og sund graviditet. Da jeg var 21 uger henne, viste en helt almindelig kontrol, at mit blodtryk var på 188/110, og jeg blev indlagt til observation. Jeg blev indlagt med alvorlig svangerskabsforgiftning og fik at vide, at jeg skulle blive på sygehuset indtil fødslen. Her lå jeg i lidt over tre uger, inden lægerne anbefalede fødsel ved akut kejsersnit. Colette kom til verden med et højt skrig, 24 uger og 5 dage gammel. Hun var lillebitte og blev hastet til neonatal, inden vi nåede at se hende.
Mine første dage med mit første barn, min datter, min øjesten, min Coco, blev tilbragt med mig ved siden af hende i kuvøsen. Jeg måtte ikke holde hende, men kunne stikke hånden ind og lægge den på hende. Hun tilbragte sit korte liv i den lille kuvøse, indtil hendes lunger var for små til at holde hende i live længere, og hun døde blot 9 dage gammel.
Siden hendes død har vi oprettet fonden The Colette Louise Tisdahl Foundation, som har til formål ved hjælp af økonomisk hjælp, uddannelse og advokathjælp at forbedre graviditeter, fødsler, for tidlig fødsel og spædbarnsdød samt bidrage til sorgprocessen. Colettes økonomiske hjælpeprogram har hjulpet over 600 familier og givet over 600.000 dollars til hjælp.
Og siden har vi fået en dreng, vores søn Elliott Miguel. Efter vi forsøgte at blive gravide igen efter Colettes død, fandt jeg ud af, at jeg var skrækslagen ved tanken om at blive gravid igen. Man kunne ikke finde årsagen til svangerskabsforgiftningen, og det betød, at det var meget svært for mig at gentage processen og bare håbe på et bedre resultat. Vi besluttede os for at benytte en rugemor (som var fantastisk) til at bære vores foster, og vi er så heldige at have fået den mest fantastiske søn – vores første levende barn efter fem års forsøg.
