I det meste af mit liv har jeg ikke vidst, om jeg overhovedet havde lyst til at blive mor.
Jeg har haft et atypisk forhold til min egen mor og har haft nogle særlige udfordringer i min barndom, som fik mig til at stille spørgsmål ved det at være mor ... Det virkede bare ikke så tiltalende. Inderst inde har jeg dog altid forestillet mig at få en søn og vidste, at det var det, jeg drømte om.
Da jeg besluttede mig for at forfølge tanken, var jeg ved at afslutte min Master of Business fra New York Universitet og var til samtaler hos nogle af de store virksomheder, fra L'Oreal til Estee Lauder. For en udenforstående ville det have været det allerværste tidspunkt at blive gravid – men jeg var overbevist om, at hvis jeg blev gravid til oktober, ville det ikke kunne ses, og jeg kunne starte i et fantastisk nyt marketingjob det følgende forår. Jeg kunne godt bekymre mig om at skulle føde, efter jeg havde fået job – som set i bagklogskabens klare lys ikke rigtigt gav nogen mening, som mange andre af mine beslutninger.
Min mand og jeg blev gravide med det samme – måske det eneste, der nogensinde er gået rigtigt let for mig. Jeg var glad og havde en fantastisk graviditet.
Jeg blev ramt af en alvorlig fødselsdepression, men der skete også en stor forandring indeni mig. En følelsesmæssig åbenbaring i forhold til min nye identitet som mor – vi er ikke vores forældre, vi er dem, vi bestemmer os for at være – og en uventet hjælp til nogle kroniske psykiske sundhedsproblemer – gjorde mig i sidste ende til en meget lykkeligere og sundere person.
Mødre over hele verden fortæller om deres stærke bånd til deres børn. Og det viser sig, at det rent faktisk er sandt. Under graviditeten vandrer celler fra babyen til moderen, hvor de forbliver i årtier og har styrken til at helbrede moren indefra.
Jeg er for evigt taknemmelig for at have oplevet denne "Vej til at blive forælder", uanset hvor udfordrende den end var.
