4 børn – 2 drenge og 2 piger ... det var det, jeg altid forestillede mig, når jeg tænkte på en familie. Det er sjovt at se, hvordan livet havde en helt anden plan for det, når jeg nu ser mig tilbage. Hvis du kender mig, ved du, at jeg er en positiv person, som altid kan få øje på de gode ting og ELSKER børn, men at få børn er en af de rejser, som faktisk indimellem fik mig til at betvivle den positive side af mig selv.
Da min mand og jeg giftede os og snakkede om at få børn og vores langsigtede planer, forestillede vi os ikke, at det skulle tage 10 år at få et barn. Vi nød et 9 år langt "sjovt og barnløst" ægteskab, bare os to. Inderst inde tror jeg, at jeg med hver fødselsdag tænkte, at vi ikke ville blive gravide, og at jeg kun blev ældre ... og at "mine æg dør!" Hver gang nogle fortalte, at de var gravide, eller jeg blev inviteret til et babyshower, eller folk fortalte mig, at de ventede deres andet eller tredje barn, græd jeg indvendigt. Selvfølgelig var jeg henrykt på deres vegne, men jeg kunne ikke lade være med at tænke "Hvorfor ikke mig?!" Derudover var der faktisk familie, venner og selv fremmede som kunne finde på at sige:
”Det er din fejl (du ikke har børn)" ... Ja, det var der faktisk nogen, der sagde til mig!
”Hvornår skal I have børn ... Vent ikke for længe!" ... øh, no shit!
”Vil I ikke have børn? - det er noget helt specielt" ... Ja, ja, som om jeg ikke ved det!
”Går det godt med jer?" ... seriøst ?!?!?
”Hvis I har problemer i forholdet, kan børn hjælpe på det!" ... Det siger du bare ikke ?!?!
”Ved du godt, at dine æg dør?" ... (suk, et slag i ansigtet!)
Jeg vil ikke sige, at jeg ikke blev ked af sådanne kommentarer ... det blev jeg ... men jeg er også robust og kan se udover dem."
”I Indien taler man ikke om barnløshed ... vi stammer fra Kama Sutra, en kultur hvor det forventes, at et par får barn 9 måneder efter brylluppet, og hvor befolkningstilvæksten er overdreven høj! Der er en skam forbundet med barnløshed. I den kultur mener man desuden, at kvinden er "problemet", og man spørger altid hende, om og hvornår man skal have børn – mit svar var ofte "spørg min mand!" ... Det fik folk til at holde mund! Jeg havde ikke nogen, jeg kunne tale med om denne første del af rejsen. Jeg talte med min bedste veninde, som var min klippe, og en dag vågnede jeg og tænkte, at jeg ville aftale en tid hos en fertilitetslæge. Efter masser af undersøgelser blev vi henvist til en dejlig læge, som var specialist i IVF-behandling. Han var opmuntrende, positiv og lyttede til min historie. Han var lige den person, jeg havde brug for, til at følge os på rejsen. Han forklarede hele IVF-behandlingen, tegnede diagrammer, og Mannie og jeg sad bare og lyttede. Vi havde aldrig forestillet os, at vi skulle have sådan en samtale, men her sad vi ... og lyttede til en, som fortalte om de indsprøjtninger, medikamenter, test, cyklusser, procedurer og undersøgelser, jeg skulle igennem for forhåbentligt at få en baby til sidst. Og sådan startede vores fertilitetsrejse.
Jeg vil ikke dele de mange detaljer om hver cyklus, behandling osv., men jeg vil gerne dele de følelsesmæssige og fysiske rutsjeture undervejs. HVORFOR? Her er et par grunde:
Jeg ville ønske, at jeg fra start af havde talt med andre om deres rejse for at få støtte og råd.
Jeg kan se, at sydøstasiatiske kvinder og deres familier ikke taler om det ... måske på grund af skam og "hvad vil folk sige?!" ... hvem ved.
Det, jeg ved, er, at vi i dag, på vores rejse, har fået to sunde børn, som deler mit positive syn på livet. Den ene fik vi, da jeg var 37, og den anden, da jeg var 44. Så uanset hvordan din vej går, skal du ikke lade andre diktere dig, hvad du bør gøre eller ikke gøre. Tro på dig selv.
